• Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size
Hvad er bøn? Udskriv Email
Bøn er samtale med Gud. Vi kan lægger vor glæde og sorg, bekymringer og håb frem for Gud.

Forskellige former for bøn
En bøn kan være en takkebøn, en klagebøn eller en bøn om hjælp. Alt efter hvad situation vi står i, henvender vi os til Gud på forskellig måde. Bøn kan også være at lytte efter, hvad Gud vil sige til os i vores liv lige nu og her.

Hvis man læser Salmernes Bog i Det gamle Testamente, så er den fyldt med de forskellige typer henvendelser til Gud. Fælles for den alle er en tiltro til, at Gud hører os. Om vi så får lige hvad vi peger på er en anden sag.

Salme 5
Herre, lyt til mine ord,
læg mærke til min stønnen!

Hør mit råb om hjælp,
min konge og min Gud!
Jeg beder til dig.

Herre, om morgenen hører du min stemme,
om morgenen fremlægger jeg min sag
og spejder efter svar.

Salme 74
Hvorfor har du forstødt os for evigt, Gud,
hvorfor flammer din vrede op mod de får, du vogter?

Husk din menighed, som du vandt i gamle dage,
de stammer, du løskøbte til ejendom,
Zions bjerg, hvor du tog bolig.

Salme 30
Herre, jeg priser dig,
for du har trukket mig op fra dybet;
du lod ikke mine fjender glæde sig over mig.

Herre min Gud,
jeg råbte til dig om hjælp,
og du helbredte mig.

Herre, du løftede mig op fra dødsriget,
du lod mig leve, jeg gik ikke i graven.

Lovsyng Herren, I hans fromme,
tak hans hellige navn!

Hvordan skal jeg bede?
I Bibelen lærer Jesus os at bede Fadervor. Vi er Guds børn og kan bede til ham som til en far. Vi får også at vide, at vi skal bede til Gud Fader i Jesu navn. Det er gennem Jesus at vi har "adgang" til Gud Far. Jesus beder i øvrigt også selv.

Johannesevangeliet 16,23-24
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
Mattæusevangeliet 6,6-8
Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det
.
Lukasevangeliet 5, 16
Men han trak sig tilbage til øde steder og bad.


"At lære at tale er at blive et fuldvoksent menneske,
 at lære at tale med Gud er at blive et åndeligt
 fuldvoksent menneske."
                                                   Wilfrid Stinissen 

Skrevet af Christian Roar Pedersen

Senest opdateret: Søndag, 25. januar 2009 12:26
 

Hvor ofte beder du?

Hvor ofte beder du?
 

www.hals-hou-kirker.dk